Anette troede hun manglede viljestyrke – og at det var derfor hun ikke tabte sig
Anette satsede på viljestyrke, da hun ville ned i vægt. Men hun fandt ud af, at det ikke var nogen god idé. Før kun mødte Naturligvægtmetoden troede hun, at hun ikke tabte sig, fordi hun ikke “kunne styre sig”. Men hun fandt ud af, at det handlede om noget helt andet.
Anette’s nye tanker ændrede hendes årelange kamp til at blive en fantastisk succes:
De sidste 4-5 år før jeg tilmeldte mig Klub Naturligvægt, svingede min vægt op og ned med ca. 7 kg 2-3 gange om året. Jeg var enten i en fase, hvor jeg vejede mig dagligt, talte kalorier og tabte mig, eller hvor jeg gav fuldstændig slip, holdt op med at veje mig, og spiste overdrevne mængder chokolade, kakao og kiks – og tog på.
Vægt og mad har fyldt utroligt meget i mine tanker. Det var dybt frustrerende, og jeg havde mange gange besluttet mig for, at nu måtte jeg “slutte fred med min krop.” Problemet var bare, at jeg ikke kunne slutte fred med de 7 +kg, for jeg følte mig ikke godt tilpas med den vægt.
Indtil jeg fandt Naturligvægt og fik læst nogle af Lones artikler, troede jeg dybest set, at det hele handlede om mangel på viljestyrke. At alt ville være i orden, “hvis bare jeg kunne styre mig”. Mit problem var jo ikke, at jeg ikke kunne tabe mig, men at jeg ikke kunne holde vægten.
Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor stor en øjenåbner det var for mig, da jeg gennem øvelserne blev bevidst om, at det ikke var min mangel på kontrol, den var gal med, men at jeg spiste på mine følelser.
Den nye erkendelse inspirerede mig så meget, at jeg besluttede mig for at være ekstra bevidst i alle de situationer, hvor jeg fik trang til at overspise chokolade osv. Det krævede selvdisciplin, når jeg fik lyst til at kaste mig over søde sager, men det er noget af det mest lærerige, jeg har gjort.
Jeg opdagede nemlig, at det, der primært triggede mit overspiseri, var stress. Og i løbet af meget kort tid skiftede mit fokus fra vægt og mad til at finde en løsning på min livssituation, som jeg gennem øvelserne i Klub Naturligvægt opdagede var uholdbar.
Man kan sige, at Klub Naturligvægt ikke bare ændrede min vægt, men også mit liv. Jeg har lært, at når jeg ryger ind i den tilstand, hvor jeg pludselig spiser bevidstløst (og altid de samme ting: chokolade, kakao, kiks og kager), så er det et advarselstegn. Det er ikke et bevis på, at jeg er dum og doven og ikke kan styre mig. Det er et signal om, at tingene går for stærkt for mig. At jeg skal stoppe op og måske skære fra, sige nej eller slække på kravene. Det var især guiden “Forstå din trang til at overspise”, der gav mig værdifulde indsigter.
Nu bagefter virker det indlysende, men sådan så det ikke ud før. Selv mange år i terapi havde aldrig sporet mig ind på dén sammenhæng før. Jeg kan kun sige at Lone og Naturligvægt har fat i den lange ende. Og at jeg vil anbefale alle, der sidder fast i vægtproblemer, at komme bagom mønsteret med hjælp fra Naturligvægt. Tak Lone!
Anette E, 47 år
PS. Og jeps, som sidegevinst holder jeg en (næsten) stabil vægt nu uden de 7 kilo ekstra. Jeg svinger 2-3 kg, men hvor jeg før i tiden også tolkede dét som et bevis på min manglende evne til “at styre mig,” så har jeg takket være klubben lært, at det er helt normalt.
Har du også som Anette, satset på viljestyrke?
Føler du, at du skal tage dig sammen, for at det kan lade sig gøre? At du må tage “skyklapper” på for at gennemføre dit vægttab? At du skal bide tænderne sammen og give den en skalle? Har viljestyrke været din eneste strategi?
Mange tror, som Anette, at viljestyrke var løsningen. Og den eneste vej, der findes.
Igennem årtier har vi fået at vide, at vi “bare” skal udskifte kagen med en gulerod. Og den slags. Det virker her og nu, men ikke i længden. Slankekursmentaliteten har gjort mere skade end gavn. Den har har gjort det umuligt at holde vægten naturlig og stabil. Det værste er måske, at den har fået millioner af mennesker til at se sig selv som svage og uduelige, fordi de troede, at der var noget i vejen med dem, når de ikke kunne finde ud af det, der tilsyneladende var så simpelt.
Men der er ikke noget i vejen med dig. Intet. Du er helt som du skal være. Det er ikke din skyld, at du har vægtproblemer. Det har du, fordi du lyttede til det, som alle troede var rigtigt.
Det, der skal til, er først og fremmest at du har det godt. Og at du lærer dig selv og dine muligheder at kende. Der er en løsning for dig. Og du finder den ikke med viljestyrke. Men med bevidsthed og din gode indre tilstand. Du griber det bedst an med glæde, ro, nysgerrighed – og en god plan.
Du må endelig ikke anstrenge dig
Det står dig frit for at tabe dig og blive sundere, slankere og gladere. Det er en reel mulighed. Men du skal kigge i den rigtige retning og have dig selv med.
Dit mindset har stor indflydelse på din vægt og din sundhed. Det betyder vildt meget hvad du tænker og hvad du tror på. Dine tanker styrer din adfærd.
For ca. 10 år siden begyndte jeg at joke med, at jeg bliver sundere og sundere med alderen. Jeg tror på det. Indtil nu har det vist sig at være sandt.
Hvad vil du begynde at tro på fra nu af?
Her er det på sin plads at minde om kloge ord fra Peter Plys:
“Lov mig, at du altid vil huske, at du er modigere end du synes, stærkere end du ser ud til – og klogere end du tror”
Jeg vil tilføje, at du altid skal huske, at du kommer længst, når du er glad og veltilpas. Det er det vigtigste at du har det godt.