Stop din overspisning – spis med nydelse og god samvittighed

Det skal gerne være sådan, at du spiser din mad med nydelse og god samvittighed. Hver dag. Både spinat, æbler, pandekager, fennikel og bønner. Og kage og is. Og du skal gerne ramme din krops behov nogenlunde.

For de naturligt slanke er det en klar selvfølge. Men hvis overspisning og overvægt har taget pladsen for nydelsen, er det totalt utopi at forestille sig det.

Misforståede forventninger skaber pres

Vi forsøger at opfylde forventningerne til os selv, til andre og til samfundet. Nok alt for meget. Og med misforståede forventninger. Vi stiler efter at være “rigtige”. Vi ønsker os det, som alle ønsker sig: en smuk bolig til vores lykkelige familie, en lækker garderobe til den smækre krop, en meningsfuld hverdag og nogle sjove og dejlige oplevelser rundt omkring i verden.

Det er store forventninger. Lige til at føle sig presset, stresset og forkert over at tænke på – og så er vi i den forkerte retning. Det er ikke vores inderste natur at stile efter mere end vi har brug for. Det er vores natur at være glade og tilfredse. Men når livsværdierne bliver rykket og vi glemmer, hvad der inderst inde er vigtigt, kan vi være tilbøjelige til at ty til stimulanser som sukker, mad og vin. For vi har jo brug for at hygge os og slappe af i vores travle hverdag.

Vi skaber små oaser af nydelse og afslapning, for så glemmer vi det svære. Det er sådan set en god idé. Bortset fra at når stimulanserne fylder for meget, betyder det overspisning. Og overspisning rimer ikke på nydelse. Deler vi livet op i “det svære” og “det dejlige”, vil tendensen blive tydeligere med tiden, og ende med en svær indre kamp. Med maden og med vægten. Med selvværdet og med os selv. Og med den altoverskyggende og fortærende uro, der breder sig ud over det hele og kræver at blive dæmpet.

Overspisning skal udskiftes med nydelse

Livskvaliteten og den indre ro skal ha’ mest plads. Vi ved, at kure og kostplaner ikke gi’r ro. Heller ikke “peptalks” ala “tag-dig-nu-sammen-din-ko-du-ved-jo-godt-hvad-der-skal-til-og-hvorfor-gør-du-det-så-ikke”. Det gir bare flere kampe. Alligevel er det hvad mange forsøger sig med. En stram kur virker på kort sigt. Men ikke i længden. Den gør dig utilpas og trist, fordi du skubber dig selv helt til side.

Hvis du sidder midt i problematikken, kan det være svært at se en god og varig løsning. Du får måske lyst til at forsøge med noget “hårdere” – at prøve lykken med en ny slankekur. Eller gøre det, du før har forsøgt – blot endnu mere. Men hvad nu hvis det er sådan, at du skal flytte dig ud af hamsterhjulet for at det stopper? Hvad nu hvis du skal gå en helt anden vej, for at finde roen og mærke hvad der er vigtigt?

Bryd den negative cirkel

Prøv at lægge mærke til, hvad der sker lige før du får lyst til at overspise. Hvilke tanker og følelser havde du lige op til? Og hvad kom de af? Vær bevidst og opmærksom. Det vil få dig til at få øje på mønstrene – og efterhånden se klart hvad der foregår. Og det vil med tiden få dig til at holde op med at overspise. Ha’ tålmodighed med dig selv. Det kan godt tage tid. Men det er det værd.

Ja, gå den modsatte vej. Gør noget andet, end du plejer. Stop med at kæmpe. Nyd maden. Træk vejret dybt og mærk godt efter hvad du virkelig har lyst til. Vær glad for dig selv og din krop. Nyd at gøre det, du har planlagt i dine hverdage.